Der findes langt over 150 makeupbrands hos skønhedsgiganten Sephora. Hvert brand sælger ofte flere forskellige mascaraer, som lover længere vipper, mere volumen og vandfast holdbarhed. Det betyder, at kunderne løber ind i et luksusproblem: Der er næsten for mange valgmuligheder.
For kommende iværksættere, der drømmer om at starte en virksomhed i skønhedsbranchen, ser det dog anderledes ud. Hvis du overvejer at starte dit eget makeupmærke med et begrænset budget, kan den hårde konkurrence virke som en stor udfordring.
Er der virkelig plads til endnu en BB-creme? Endnu en mat læbestift? Hvordan får du dit makeupmærke til at skille sig ud på et marked fyldt med konkurrenter? Og hvordan sørger man for, at en ny mascara får opmærksomhed blandt tusindvis af lignende produkter?
Den gode nyhed er, at selvom skønhedsbranchen længe har været domineret af store, etablerede brands, opstår der hele tiden nye trends og nichemarkeder. Det globale kosmetikmarked nåede en omsætning på 114,69 mia. USD i 2025 (ca. 750 mia. kr.) i 2025 og forventes at vokse med en årlig vækstrate (CAGR) på 3,96 % frem til 2030.
Men hvordan starter man et makeupmærke? I denne guide kan du lære, hvordan du starter et makeupbrand fra bunden. Du får gode råd fra eksperter, konkrete trin og inspiration fra succesfulde skønhedsbrands.
Typer af makeupvirksomheder
Det kan være mere eller mindre omfattende at starte et makeupmærke. Det kan omfatte lidt af hvert fra at videresælge produkter eller fremstille simple læbepomader hjemme i køkkenet til at udvikle formlerne i samarbejde med en producent. Hvordan du producerer eller skaffer produkter til din webshop, afhænger af din tid, dine kompetencer, dit budget og hvor avancerede dine produkter er.
Men hvordan starter man et makeupmærke og vælger den rigtige produktionsmodel? Her er fire måder at producere eller skaffe produkter til dit makeupbrand:
Hjemmelavet
Nogle skønhedsprodukter som fx læbepomade med farve er så enkle at fremstille, at du kan starte et makeupmærke hjemmefra. Hvis du vælger den løsning, er det vigtigt at teste og dokumentere processen grundigt, så opskriften er den samme, når virksomheden vokser, eller produktionen flyttes til et professionelt produktionsanlæg.
Selvom dit "produktionsanlæg" måske er dit køkken til at starte med, skal du stadig overholde lokale regler og krav. I Danmark og resten af EU skal kosmetiske produkter bl.a. leve op til EU's kosmetikforordning, som stiller krav til produktsikkerhed, dokumentation og mærkning.
Hvis du selv kan fremstille dit produkt, er det et godt sted at starte. Mange producenter har høje minimumsordrer, som kan være svære at leve op til i begyndelsen. Efter en periode med eksperimentering og fejl kan du vælge at flytte produktionen til en professionel producent. Det kan også være, at du finder ud af, at du har brug for hjælp til at føre din idé ud i livet.
"Jeg anede ikke, hvordan man laver læbestift", fortæller Melissa Butler, som stiftede brandet The Lip Bar. Melissa lærte det hele gennem research og ved at tage kontakt til kemikere med speciale i kosmetik. Hun udviklede de første opskrifter i sin lejlighed, men nåede til sidst et punkt, hvor hun ikke kunne komme videre. "Jeg indså, at der ikke var nogen grund til at blive ved med at gøre noget, jeg ikke var ekspert i", fortæller hun. "For at vi kunne sælge effektivt, var jeg nødt til at kunne producere i stor skala." Ved at outsource produktionen fik Melissa mere tid til at fokusere på sine styrker: kreativitet og storytelling.
Det kan være både sjovt og lærerigt at udvikle sine egne kosmetikprodukter. Men hvis dine styrker og interesser ligger et andet sted i virksomheden, er det vigtigt at vide, hvornår det er tid til at outsource.
White label
White label dækker over standardprodukter, som produceres af en tredjepart og sælges under dit eget brand. Produkterne kan som regel kun tilpasses i begrænset omfang som fx med farve eller duft. Flere brands kan derfor sælge den samme formel fra den samme producent med små variationer og forskellig emballage.
White label er en god løsning, hvis du sælger et unikt koncept frem for et unikt produkt. Hvis du fx vil lancere en webshop med enhjørningetema, kan du sælge white label-læbestifter med emballage inspireret af enhjørninger og fantasifulde produktnavne. I det tilfælde er selve læbestiften mindre vigtig end brandet og den samlede oplevelse.
White label gør det nemt at gå fra idé til færdigt produkt, især hvis du vil udnytte en aktuel trend. Du slipper for at bruge tid på at teste og finjustere nye opskrifter og formler.
Unikke produktformler
Brands kan også udvikle deres egne makeupprodukter fra bunden i samarbejde med en producent. Selvom store makeupbrands ofte har deres egne fabrikker, er der også mange producenter, som fremstiller produkter for flere forskellige brands i de samme faciliteter. Det gør det til en mere tilgængelig løsning for nye makeupbrands.
Da Kate Loveless lancerede Redhead Revolution, en makeupserie til rødhårede, startede hun som en hjemmebaseret virksomhed. Hun fremstillede selv produkterne hjemmefra og solgte dem via online markedspladser. Da hun senere udvidede sortimentet med mascara, kontaktede hun kemikere for at udvikle formlerne, inden brandet blev for stort til hjemmeproduktion.
Kate fandt til sidst den helt rigtige producent, men først efter grundig research.
"Jeg vidste, at jeg ledte efter virksomheder, der fokuserede mere på høj kvalitet og naturlige ingredienser", fortæller Kate. Det var også vigtigt for hende at finde en lokal producent, så hun kunne følge processen. "Jeg kunne besøge fabrikken, møde medarbejderne og opbygge et godt samarbejde", tilføjer hun.
Der findes mange online ressourcer, som kan hjælpe dig med at finde producenter både lokalt og i udlandet. Det gælder bl.a.:
Videresælg kosmetik fra andre brands
Du kan også sælge makeup online uden selv at udvikle eller producere dine egne makeupprodukter. Køb produkter engros fra flere brands, og tilbyd dine kunder en nøje udvalgt shoppingoplevelse. Du kan fx fokusere på lokale brands, naturlige eller økologiske produkter, produkter til bestemte hudtyper eller hudtilstande eller importvarer, som ellers kan være svære at få fat i.
Charlotte Cho startede fx makeup- og hudplejebutikken Soko Glam for at lancere koreanske skønhedsprodukter til det amerikanske marked. Ved også at tilbyde indhold som Soko Glams blog The Klog opbyggede hun en troværdig profil i skønhedsbranchen og lancerede senere sit helt eget hudplejebrand Then I Met You.
Shopify gør det nemt at sælge makeup fra andre brands. Med Shopify Collective kan du finde produkter fra verificerede Shopify-brands og tilføje dem direkte til din webshop. Platformen giver dig adgang til millioner af produkter fra tusindvis af brands, og ordrer sendes automatisk videre til leverandøren, så du ikke behøver at have et eget lager. Shopify Collective gør det også nemt at komme i kontakt med leverandører og importere produktlister til din butik.
Dropshipping er en løsning, der er forholdsvis nem at komme i gang med, hvis du vil starte et makeupmærke uden en stor investering. Dropshipping-leverandøren står for både lager og forsendelse, og du betaler først for produkterne, når en kunde har lagt en ordre.
Hvis du overvejer at udvælge og videresælge kosmetik, bør du bl.a. tage højde for:
- Passer de forskellige brands godt sammen, eller konkurrerer de med hinanden?
- Er produkterne allerede tilgængelige på det danske marked, eller kan du tilbyde noget, der skiller sig ud?
- Importgebyrer. Husk at medregne eventuelle ekstra omkostninger, når du fastsætter dine priser. Det kan også være en fordel at oprette en konto hos et fragtfirma i stedet for at lade engrosleverandøren stå for forsendelsen.
Sådan starter du et makeupmærke
- Find en trend eller niche
- Registrer din virksomhed
- Lav en forretningsplan
- Finansiér dit makeupmærke
- Vælg ingredienser
- Find og design din emballage
- Fastsæt dine priser
- Kend reglerne for mærkning
- Hold styr på dit lager
- Opret en onlinebutik
- Lav en returpolitik
- Markedsfør dit makeupmærke
- Sælg også fysisk
1. Find en trend eller niche
Hvad er populært inden for makeup lige nu? Vil du bygge videre på en eksisterende trend eller give en klassiker et nyt udtryk? Beslut, om dit brand skal udfylde et hul i markedet eller henvende sig til en målgruppe, som eksisterende brands overser. Uanset hvad du vælger, er det vigtigt at sikre, at der er en reel markedsefterspørgsel.
En af de bedste måder at validere en produktidé eller finde en forretningsmulighed på er ved at undersøge markedet og de nyeste trends. Hvis du undersøger, hvordan man starter et makeupmærke, er det også her, du finder ud af, om der er efterspørgsel efter din idé.
Du kan bl.a. gøre det ved at:
- Følge influencere, YouTubere, brands og skønhedsjournalister på sociale medier.
- Abonnere på nyhedsbreve fra skønhedsbranchen for at holde dig opdateret på nye trends.
- Bruge Google Trends eller lave en søgeordsanalyse for at se, om interessen for din idé er stigende.
- Bruge social listening-værktøjer til at få indsigt i, hvad din målgruppe siger om din idé.
- Læse brancherapporter for at vurdere vækstpotentialet i din niche.
Hvis du vil finde en niche, kan du tage udgangspunkt i bestemte behov eller målgrupper. Vive Cosmetics fokuserede fx på en målgruppe, der længe havde været underrepræsenteret.
"Efter vi havde lavet markedsanalyse, blev vi bekræftet i, at vores idé om et kulturelt skønhedsbrand kunne fungere, fordi latinamerikanere er nogle af de største forbrugere på tværs af skønhedskategorier", fortæller Leslie.
Starface fandt en måde at skille sig ud på ved at designe bumseplastre i stærke farver og sjove former i stedet for at forsøge at skjule dem.
"Hvis du ser en person gå på gaden med en stjerne i ansigtet, er det øjeblikkeligt genkendeligt", fortæller brandpræsident Kara Brothers i Shopify Masters-podcasten. "Man føler næsten, at man er en del af et fællesskab. Vores community er stolte af at vise deres looks med de forskellige stjerner og bruge dem som et modeaccessory."
Her er nogle andre eksempler på produktnicher:
- Studio10 henvender sig til en ældre målgruppe med produkter udviklet til moden hud.
- Den stigende interesse for dyrevelfærd og produkter med mere naturlige ingredienser har bidraget til succesen for veganske, dyreforsøgsfrie og økologiske brands som 100% Pure.
-
Trixie Mattel brugte sin indflydelse til at skabe en makeupserie udviklet til, og af, dragqueens samt alle, der gerne vil "føle sig som en legende, et ikon og en stjerne."
- Petite 'n Pretty fandt sin niche blandt tweens og teenagere med milde formuleringer og diskrete farver til yngre hud.
- Black Opal er kendt for et bredt udvalg af nuancer udviklet til kvinder med mørk hud.
- Sugarpills er kendt for kraftigt pigmenterede farver og markante looks, der appellerer til cosplayere.
Når du skal indsnævre din niche, kan du med fordel stille dig selv følgende spørgsmål:
- Hvordan adskiller din idé sig fra det, der allerede findes på markedet?
- Kan du identificere en tydelig målgruppe for dine produkter?
- Er målgruppen underrepræsenteret blandt de eksisterende brands?
- Har du identificeret en voksende trend inden for din niche?
- Er det noget andet end selve produktet, der gør dit brand unikt? Måske er din formel forholdsvis almindelig, men du skiller dig ud med branding, kundeoplevelsen, dine værdier eller din mission.
"Lav din research", råder Melissa. "Det lyder simpelt, men du vil blive overrasket over, hvor mange der starter en virksomhed uden virkelig at forstå deres værditilbud i forhold til konkurrenterne."
2. Registrer din virksomhed
Der er et par ting, du bør have styr på, når du registrerer din virksomhed:
- Vælg et virksomhedsnavn. Hvad du sælger, hvem din målgruppe er, og dine egne interesser kan have betydning for navnet. Hvis du mangler inspiration, kan du prøve Shopifys AI-generator til virksomhedsnavne. Værktøjet finde ikke på dansk endnu, men du kan bruge det på fx norsk eller engelsk for at få inspiration. Indtast oplysninger om din virksomhed eller dine produkter, og få forslag til et brandnavn.
- Vælg en virksomhedsform. Overvej, om en enkeltmandsvirksomhed eller et anpartsselskab (ApS) passer bedst til din virksomhed. Undersøg også reglerne for registrering, moms og øvrige lovkrav.
- Opret en erhvervskonto. En separat bankkonto gør det nemmere at holde privatøkonomi og virksomhedsøkonomi adskilt, hvilket letter både bogføring og regnskab.
3. Lav en forretningsplan
En forretningsplan fungerer som en køreplan for din virksomhed. Den hjælper dig med at træffe bedre beslutninger og er ofte nødvendig, hvis du vil søge ekstern finansiering til dit makeupbrand.
En forretningsplan indeholder typisk:
- Virksomhedsbeskrivelse. Beskriv virksomhedens mål, forretningsmodel, virksomhedsstruktur, vision, mission og værditilbud.
- Markedsanalyse. Beskriv markedets størrelse, konkurrencesituationen samt mulighederne for vækst.
- Produkter. Beskriv dine produkter, og hvordan du forventer at prissætte dem.
- Finansiel plan. Beskriv dine finansieringskilder, forventede indtægter og forventede driftsomkostninger.
4. Finansiér dit makeupmærke
Hvordan starter man et makeupmærke og finder ud af, hvor mange penge du skal bruge? Startkapitalen afhænger af flere ting. I kosmetikbranchen er adgangsbarrieren forholdsvis lav, hvis du starter derhjemme, udvikler dine egne formler og finansierer virksomheden selv. Hvis du derimod planlægger at sætte gang i en større produktion, kan du få brug for en betydelig startkapital.
Leslie og Joanna startede Vive Cosmetics med et erhvervslån på 10.000 USD, som de fik på baggrund af en god og gennemtænkt forretningsplan. De arbejdede begge på fuldtid, da de lancerede virksomheden, og deres løn var også med til at finansiere opstarten.
"Produktudvikling er dyrt", fortæller Leslie. "Vi var nødt til at starte i det små med én læbestift og kun fem farvenuancer."
For Melissa holdt budgettet ikke helt, og pengene slap hurtigt op.
"Jeg havde sparet op til det, jeg troede var et års udgifter", fortæller hun. "Det holdt kun 6,5 måned."
Det afholdt hende dog ikke fra at opbygge brandet The Lip Bar. Hun og hendes roommate delte soveværelse og lejede det andet værelse ud gennem Airbnb for at skaffe ekstra indtægter.
Hvis du vil holde omkostningerne nede, kan du også finde producenter eller white label-virksomheder med lavere minimumsordrer, starte med et mindre produktsortiment eller samarbejde med andre brands om fx fotoshoots og marketingkampagner.
Det handler ikke kun om at skaffe penge til lanceringen, men også om at finansiere den videre vækst. Stifteren af Privé Perfumes begyndte med et varelager til en værdi af ca. 150.000 USD og voksede senere til et lagerniveau på 2 mio. USD ved hjælp af Shopify Capital og Shopify Credit.
"Uden den kapital tror jeg ikke, vi ville have opnået en årlig vækst på 50-60 %", fortæller de.
Shopify Capital gav virksomheden ekstra driftskapital til at investere i vækst, mens Shopify Credit gav større fleksibilitet til udgifter som annoncering.
Sadie og Abby Bowler, der stiftede skønhedsbrandet SadieB som teenagere, lancerede virksomheden med investeringer fra venner, familie og business angels. Kort tid efter fik de en aftale med Target og skulle pludselig producere varer til 500 butikker.
"Vi undersøgte flere muligheder og fandt den løsning, der passede bedst til os på det tidspunkt, nemlig fakturafinansiering", fortæller Abby i Shopify Masters-podcasten. "Vi kunne bruge fakturaerne fra Target til at finansiere det varelager, vi skulle bruge til at opfylde ordrerne."
Fakturafinansiering gør det muligt at frigøre kapital, der er bundet i ubetalte fakturaer. I stedet for at vente på betaling fra en detailkæde kan du få udbetalt en del af fakturabeløbet på forhånd gennem et finansieringsselskab. Når kunden betaler fakturaen, tilbagebetaler du beløbet sammen med et gebyr eller renter. For virksomheder, der sælger til store detailkæder eller distributører, kan fakturafinansiering være en måde at sikre likviditet og finansiere store ordrer uden at belaste den daglige drift.
5. Vælg ingredienser
Hvis du vil starte et makeupmærke, er valget af ingredienser afgørende for både kvalitet, sikkerhed og kundernes tillid. Hvis du samarbejder med en erfaren producent, kan du undgå nogle af de typiske udfordringer ved selv at udvikle produkter, fx ingredienser, der ikke fungerer godt sammen. White label-producenter har som regel også produkter med dokumenterede resultater og test, som allerede er på markedet.
Udvikler du derimod dine egne formler, er indlæringskurven stejlere. Til gengæld får du langt større frihed til at eksperimentere og skabe et produkt, der skiller sig ud.
Det var tilfældet for Katonya Breaux, der stiftede Unsun Cosmetics for at løse et problem, som ingen andre tog fat på: en mineralbaseret solcreme udviklet til mennesker med mørk hud. Udfordringerne var store. Det er dyrt at udvikle nye produktformler, og samtidig skulle hun navigere i de gældende regler for kosmetik. Men indsatsen betalte sig. Hendes produkt var så unikt, at det skabte opmærksomhed uden behov for aktiv PR.
"Lad være med bare at lave endnu en version af et produkt, der allerede findes", siger hun i Shopify Masters-podcasten. "Ingredienser er altid en vigtig måde at adskille sig fra konkurrenterne på. Lav din research om ingredienser. Folk går virkelig op i, hvad de putter i ansigtet og på deres krop."
Her er nogle spørgsmål, du bør stille, når du vælger ingredienser:
- Er ingredienserne godkendt til kosmetiske produkter i de lande, hvor de skal sælges?
- Hvis du ønsker at bruge naturlige ingredienser, hvordan sikrer du så, at leverandørernes oplysninger er korrekte?
- Hvilke konserveringsmidler vil du bruge, og hvordan påvirker de produkternes holdbarhed?
- Skal produkterne markedsføres som økologiske? Sørg i så fald for, at leverandøren har de relevante certificeringer.
- Kan du spore ingrediensernes oprindelse, og er leverandøren troværdig?
- Hvilke regler gælder for mærkning i de lande, hvor du vil sælge produkterne?
- Indeholder produkterne ingredienser, som er kendte allergener?
I begyndelsen har du måske ikke økonomi til at opfylde alle dine ønsker til ingredienser og certificeringer. Det oplevede Shizu Okusa også, da hun startede Apothékary.
"I starten prøver man bare at få et produkt klar til at sende afsted", fortæller Shizu i Shopify Masters-podcasten. "Nu hvor vi er vokset, er alt økologisk certificeret og testet af en tredjepart, og vi har analysecertifikater for hver eneste ingrediens og hvert eneste produkt."
For at sikre, at indholdet svarer til det, der står på emballagen, bør du undersøge både ingredienser og leverandører grundigt. Du kan også vælge at få en ekstern virksomhed til at auditere producenter eller leverandører, inden du indgår et samarbejde.
6. Find og design din emballage
Emballagen spiller en vigtig rolle for makeupprodukter, fordi den har flere funktioner. Den:
- Repræsenterer dit brand. Emballagen er endnu en mulighed for at vise dit brands personlighed. Produktemballagen, som fx et læbestifthylster, er noget, kunderne fortsætter med at se og bruge, længe efter at den ydre æske er smidt ud. Ami Colés Diarrha N'Diaye-Mbaye valgte fx orange som den primære emballagefarve, fordi hun vidste, at den ville skille sig ud i Sephoras butikker. "Når du går ind i Sephora og ser den orange æske, stopper du automatisk op og bliver nysgerrig", fortæller Diarrha i Shopify Masters-podcasten.
- Beskytter skrøbelige produkter. Øjenskygger og pudder kan nemt gå i stykker under forsendelse eller ved et uheld.
- Fungerer som applikator. Ved produkter som mascara og flydende læbestift er emballagen en vigtig del af selve produktets funktion.
- Giver vigtig information. Emballagen indeholder oplysninger om bl.a. ingredienser, holdbarhed og brugsvejledning.
- Har betydning for kundeoplevelsen. Emballagen kan være med til at skabe en god oplevelse, både når kunden pakker produktet ud, og når det bruges. Små detaljer som et indbygget spejl i en pudderæske eller læbestift kan gøre et varigt indtryk.
Hvis du starter med enkle produkter som læbepomade eller lipgloss, kan du købe tomme standardbeholdere og sætte dine egne etiketter på. Efterhånden som dit makeupbrand vokser, kan du samarbejde med en leverandør eller producent om at udvikle specialdesignet emballage, der afspejler dit brand og hjælper dig med at skille dig ud fra konkurrenterne.
Sørg for at teste både dine produkter og emballagen grundigt. Det er især vigtigt, hvis produktet og emballagen bliver produceret forskellige steder.
Kate fra Redhead Revolution oplevede fx, at produkter gik i stykker under forsendelsen. Problemet blev løst, da hun forbedrede emballagen og begyndte at beskytte de skrøbelige produkter med bobleplast.
7. Prissæt dine produkter
Dine produktpriser, har stor betydning for både din indtjening og dit brands position på markedet. Her er tre prisstrategier, du kan overveje:
Omkostningsbaseret prissætning
Omkostningsbaseret prissætning er en af de mest enkle prisstrategier. Her lægger du alle omkostninger ved at få produktet på markedet sammen, og derefter lægger du den avance, du vil have, oveni.
Hvis det fx koster 300 kr. at få et produkt på markedet, inklusive materialer, løn, markedsføring og øvrige omkostninger, og du ønsker en profitmargin på 35 %, ser regnestykket sådan ud:
Kostpris x [1 + avance] = salgspris
300 kr. × (1 + 0,35) = 405 kr.
Konkurrencebaseret prissætning
Ved konkurrencebaseret prissætning tager du udgangspunkt i konkurrenternes priser. Målet er at prissætte dine produkter, så de er attraktive for kunder, der sammenligner lignende produkter. Strategien kan være effektiv, men den kan også betyde lavere avancer.
Premium-prissætning
Ved premium-prissætning lægger du dig over konkurrenternes prisniveau. Målet er at promovere dit brand som mere eksklusivt eller luksuriøst. Produkter af høj kvalitet, en stærk branding og en god kundeoplevelse kan være med til at retfærdiggøre en højere pris
8. Kend reglerne for mærkning
Der gælder særlige regler for mærkning af kosmetiske produkter. Selvom reglerne er harmoniseret på tværs af EU, kan der være nationale krav, som du også skal være opmærksom på. Reglerne skal beskytte forbrugerne og omfatter bl.a. krav til mærkning, ingredienslister, holdbarhed, sikkerhedsadvarsler og oplysninger om den ansvarlige virksomhed.
Du kan læse hos Miljøstyrelsen:
Hvis du selv producerer eller sælger kosmetiske produkter under eget brand, kan disse ressourcer også være relevante:
9. Hold styr på dit lager
Lagerstyring af makeupprodukter kan være lidt mere krævende end for mange andre produkttyper. Her er nogle ting, du bør være opmærksom på:
Hold øje med holdbarheden
Indtil du har opbygget en salgshistorik, der gør det lettere at forudsige efterspørgslen, er det en god idé at bestille mindre partier for at undgå spild. Det er især vigtigt, hvis du sælger naturlige eller økologiske produkter, som ofte indeholder færre eller ingen konserveringsmidler og derfor har kortere holdbarhed. Du vil nødig stå med produkter, der udløber, før de bliver solgt.
Erika Geraerts, som grundlagde Fluff, valgte at satse på en dropmodel for sin serie af genopfyldelige kompakter. Modellen skaber både opmærksomhed og efterspørgsel, men "den afhænger også i høj grad af vores lagerniveau og vores aftaler med producenten om vareomkostninger og minimumsordrer", fortæller Erika i Shopify Masters-podcasten.
Vær obs på temperatur og luftfugtighed
Opbevar produkterne mørkt og tørt, og sørg for, at de er beskyttet mod varme, direkte sollys og fugt, da det kan få dem til at smelte eller blive beskadiget.
Hold dig organiseret
Hvis du selv opbevarer og står for fragt og levering af dine produkter, er det vigtigt at have et lager, der er nemt at overskue og finde rundt i. Makeupprodukter fylder ofte ikke meget, og det kan være svært at se forskel på fx farvenuancer ud fra etiketten. Derfor er det en god idé at lave et system, der gør det nemt at finde de rigtige produkter og varianter.
Sørg for løbende lagerrotation
Ligesom med fødevarer og andre produkter med begrænset holdbarhed er det vigtigt at bruge de ældste varer først. Hvis flere personer håndterer dit lager, bør alle kende rutinerne for lagerrotation.
10. Opret en onlinebutik
Når du har udviklet dine produkter, er næste skridt at oprette en webshop, så du kan begynde at sælge makeup online. Lancér dine produkter i din webshop, og fortæl om lanceringen til dine første følgere via din mailingliste og sociale medier. En af de nemmeste måder at oprette en webshop på er ved at bruge en hjemmesidedesigner med træk- og slip-funktion som Shopify.
Tilpas et tema med din branding
Du kan vælge et Shopify-tema og tilpasse det med dit logo, dine skrifttyper, farver og andre visuelle elementer, der passer til dit brand.
Her er et par eksempler på nogle af de Shopify-temaer, der egner sig godt til skønhedsbrands:
- Primavera (400 USD, ca. 2.600 kr.)
- Boutique (160 USD, ca. 1.050 kr.)
- Piano (160 USD, ca. 1.050 kr.)
- Sense (gratis)
Uanset hvilket tema du vælger, bør du tilpasse det, så din webshop afspejler dine brandretningslinjer og giver kunderne en ensartet oplevelse.
Udvikl gode produktsider
Produktsiderne er en vigtig del af din webshop. De hjælper ikke kun med SEO, men giver også kunderne de oplysninger, de har brug for, før de køber. Det kan være med til at reducere antallet af returneringer.
Når du sælger makeupprodukter online, kan kunderne ikke prøve produkterne på forhånd. Derfor er dine produktbeskrivelser vigtige. Sørg for, at du beskrive tekstur, finish, påføring, fornemmelse og produktets fordele så detaljeret som muligt.
Du kan fx bruge en app som Easy Tabs til at opdele produktsiden i faner, så du kan vise ingredienslister, advarsler, allergioplysninger og skønhedstips uden at gøre siden uoverskuelig. Med en app som SC Product Options kan du også vise farveprøver (swatches), så kunderne lettere kan sammenligne de forskellige nuancer.
Her kan du fx se, hvordan 100% Pure præsenterer sine produkter på produktsiderne:
Brug produktbilleder af høj kvalitet
Gør dine produktsider mere indbydende med store og skarpe produktbilleder. Vis produkterne fra flere vinkler på en ensfarvet baggrund, og supplér med livsstilsbilleder, hvor produkterne bruges af rigtige mennesker. Det er også en god idé at vise dit makeupmærke på modeller med forskellige hudtoner, så flere kunder kan spejle sig i dit brand.
Du behøver ikke hyre en professionel fotograf for at tage gode produktbilleder. Da Ann McFerran startede Glamnetic, købte hun sit eget kamera og nogle få rekvisitter og lærte sig selv at fotografere. I stedet for at hyre modeller fandt hun kvinder via Bumble BFF, som fik gratis vipper, hår og makeup samt professionelle billeder til gengæld for at stå model. Hun spurgte også venner og bekendte, om de kendte modeller, der kunne være interesserede.
"Du er nødt til at bruge dit netværk", fortæller Ann i Shopify Masters-podcasten. "Folk vil rigtig gerne hjælpe, når de kan se, at du brænder for din idé."
Farver har altid været en udfordring for Kate, og derfor arbejder hun løbende på at tage nye billeder og optage videoer, som hjælper kunderne med at vælge den rigtige nuance.
"Nogle gange sender jeg dem et billede af en farveprøve på min egen hud", fortæller hun. "Det giver en mere personlig dialog med kunderne."
Gør dine produktsider endnu bedre med apps
Du kan også bruge videoer, makeupguides eller lookbooks på dine produktsider eller i en blog på din hjemmeside. Det giver kunderne mere inspiration og hjælper dem med at træffe det rigtige valg. Du kan også vise kundeanmeldelser med billeder eller brugergenereret indhold ved hjælp af en app som Foursixty.
Apps kan tilføje ekstra funktioner til din webshop. De kan fx gøre det muligt at prøve forskellige nuancer virtuelt, gøre produktsiderne mere overskuelige eller hjælpe kunderne med at vælge den rigtige variant.
Her er nogle apps fra Shopify App Store, som kan være relevante til et makeupbrand:
- Indlejr videoer på dine produktsider med EasyVideo.
- Lad kunderne prøve kosmetik virtuelt med Auglio Cosmetics Try-On.
- Vis produktvarianter som farveprøver med appen Swatches.
11. Lav en returpolitik
Når du sælger makeup online, må du forvente, at nogle kunder ønsker at returnere eller bytte deres produkter. Makeup er en personlig kategori, og farver kan se anderledes ud på en skærm end i virkeligheden. Derfor er det vigtigt at have en tydelig returpolitik og en enkel proces, som er nem for både kunderne og dig.
Din returpolitik kan fx beskrive, hvor længe kunderne har mulighed for at returnere en ordre, hvilke produkter der ikke kan returneres, fx udsalgsvarer, og om de kan få pengene tilbage, ombytte produktet eller modtage et tilgodebevis.
Vive Cosmetics fremhæver de vigtigste oplysninger i returpolitikken med større skrift, fed tekst og en anden farve.
💡En app som Loop kan hjælpe dig med at håndtere returneringer, oprette returlabels og holde kunderne opdateret gennem hele processen.
12. Markedsfør dit makeupmærke
Hvis du vil markedsføre dit makeupmærke effektivt, er det vigtigt at have en klar idé om, hvad dit brand står for. Emballage, branding, tone og designet af din webshop skal tilsammen afspejle dine værdier, fortælle din historie og skabe en god oplevelse for kunderne. Dit brand er den følelse, du ønsker, kunderne skal sidde tilbage med, når de møder din virksomhed og bruger dine produkter.
Her er nogle markedsføringsidéer, du kan prøve:
Del makeuptutorials
Ved at vise kunderne, hvordan de kan skabe forskellige looks med dine produkter, kan du inspirere dem til at besøge din webshop. Del dine makeuptutorials på fx TikTok, YouTube eller Instagram Reels, og brug relevante hashtags for at nå din målgruppe.
Samarbejd med influencere
Makeup egner sig godt til influencer-marketing, men det er vigtigt at finde indholdsskabere, der passer til dit brand. Alicia Scott, som er stifter og CEO af Range Beauty, brugte TikTok til at finde relevante influencere.
"Det handler om at møde dine kunder og din målgruppe, der hvor de er, i stedet for at forsøge at være alle steder på én gang", fortæller Alicia i Shopify Masters-podcasten. "Instagram var og er stadig vores største sociale medie, men vi har opdaget, at TikTok giver mulighed for en mere afslappet dialog med vores målgruppe.
Vi bruger især TikTok til at finde indholdsskabere og influencere til gifting og betalte samarbejder. Det er meget nemmere at få deres opmærksomhed end på Instagram. Fordi TikTok ikke stiller de samme krav til et perfekt udtryk, oplever vi også, at skabere og influencere reagerer hurtigere og oftere deler indhold om os."
Da SadieB blev lanceret, fokuserede virksomheden på at opbygge sit community gennem samarbejder med nano-influencere, som typisk havde mellem 2.000 og 5.000 følgere.
"Vi bliver tagget i videoer, hvor piger fortæller, hvor meget de elsker SadieB, og at de føler, vi oprigtigt interesserer os for dem", fortæller Sadie. "Når vi bygger brandet op gennem mange mindre kampagner, skaber det et stærkt fundament på lang sigt."
Det er en god strategi, uanset hvor stort dit brand er. Nano- og mikro-influencere har ofte tættere relationer til deres følgere og et meget engageret publikum, hvilket kan føre til større troværdighed og tillid.
Brug social proof
Kundeanmeldelser og anbefalinger kan have stor betydning for, hvordan potentielle kunder opfatter dit brand. Uanset om du bruger traditionelle anmeldelser via en app som Yotpo eller deler brugergenereret indhold fra sociale medier, kan du motivere kunderne til at dele deres oplevelser. Det kan fx være ved at tilbyde rabat på et fremtidigt køb eller sende produktprøver i bytte for anmeldelser eller opslag på sociale medier.
Samarbejd med andre brands
Et samarbejde med et andet brand kan være en god måde at skabe en ny kollektion på. Bésame Cosmetics, som er kendt for sine vintageinspirerede makeupprodukter, samarbejdede fx med Disney i forbindelse med 80-års jubilæet for Snehvide.
Kollektionen bestod af syv mini-læbestifter, en øjenskyggepalette og en pung, som blev et hit blandt både Disney-fans og dem, der elsker makeuplooks inspireret af 1930'erne. Ifølge Bésames hjemmeside får brandet stadig henvendelser fra kunder, der godt kunne tænke sig, at Snehvide-kollektionen vender tilbage.
Fremhæv brugergenereret indhold
Brugergenereret indhold kan være en effektiv måde at skabe tillid hos nye kunder. Jordana Ticia Cosmetics deler bl.a. kundeanmeldelser og videoer på sin Instagram-profil. Da brandet lancerede sin Bronzer Duo, delte de fx en video med flere kunder, der viste produktet i brug.
13. Sælg også fysisk
Fysiske salgsoplevelser kan være en effektiv måde at styrke dit brand på. Det giver dig mulighed for at møde kunderne ansigt til ansigt, lade dem prøve produkterne og skabe opmærksomhed omkring dit makeupmærke.
I september 2024 var Vive Cosmetics medvært for Contigo Wellness Lounge under Chingona Fest i Austin. Her kunne gæsterne bl.a. få massage, makeup lagt og tage en pause fra festivalens mange aktiviteter.
Makeupmærker kan fx sælge fysisk ved at:
- Åbne en pop op-butik med gratis mini-makeovers.
- Sponsorere et modeshow eller et event, hvor dine produkter bruges af modeller eller indgår i goodiebags.
- Leje en midlertidig stand hos en forhandler, der sælger produkter, som passer til dit sortiment, og på den måde nå ud til nye kunder.
Du kan også sælge dine produkter engros eller i kommission gennem eksisterende forhandlere. Allerede når du udvikler produktet og emballagen, bør du overveje, hvordan produkterne skal præsenteres i en fysisk butik.
Ofte stillede spørgsmål: Hvordan starter man et makeupmærke
Hvordan starter man et makeupmærke online?
Hvis du vil starte dit eget makeupmærke online, skal du først beslutte, hvilke produkter du vil sælge, og hvem din målgruppe er. Derefter kan du udvikle dine makeupprodukter, finde en producent eller leverandør, registrere din virksomhed, oprette en webshop og markedsføre dit brand. Brug tid på at finde en niche og et tydeligt værditilbud, så dit makeupmærke skiller sig ud fra konkurrenterne.
Skal man have en licens for at sælge kosmetik online?
Nej, du behøver ikke en særlig licens for at sælge kosmetik online i Danmark. Til gengæld skal kosmetiske produkter overholde EU's kosmetikforordning. Produkterne skal bl.a. registreres i EU's CPNP-database, og der skal udpeges en ansvarlig person i EU, som sikrer, at reglerne bliver overholdt. Undersøg også de regler, der gælder i de lande, hvor du vil sælge dine produkter.
Er det en god forretning at sælge makeup?
Ja, makeup og kosmetik er fortsat et marked med gode muligheder, men konkurrencen er stor. Derfor er det vigtigt at finde en niche, udvikle produkter, der skiller sig ud, og opbygge et stærkt brand. Hvis du kombinerer kvalitetsprodukter med effektiv markedsføring og en god kundeoplevelse, har du et godt udgangspunkt for at skabe en succesfuld virksomhed.

